En verdensberømt forfatter oplever at hans hustru, krigskorrespondenten Esther, forsvinder sporløst. Er hun rejst frivilligt, eller er hun blevet bortført? Selv om tiden bringer ham ny kærlighed og større berømmelse, kan hovedpersonen alligevel ikke gøre sig fri af savnet. Ønsket om at forstå hvorfor Esther forsvandt, bliver gradvis til en besættelse. Det bliver hans Zahir.
Søgen efter den elskede sender forfatteren ud på en lang rejse, fra Paris til Balkan og videre til stepperne i Centralasien. Endnu vigtigere bliver den indre rejse, som giver hovedpersonen ny indsigt i sig selv, livet – og kærligheden.
Coelho skriver mesterligt og almengyldigt om et besat menneskes kamp med sine dæmoner, om kærlighed og medmenneskelighed.
Zahir er arabisk og betyder synlig, tilstede og umulig ikke at lægge mærke til: Noget som i begyndelsen bare passerer vores tanker, men som snart bliver det eneste vi kan tænke på.